Foreningens vedtægter

§ 1
Foreningens navn er DANSK KIRKEMUSIKER FORENING - stiftet 27. august 1885 - landsforening for kirkemusikere.

§ 2
Foreningens hjemsted er den kommune, hvori sekretariatet er beliggende.

§ 3
Foreningens formål er at varetage kirkemusikeres løn- og ansættelsesmæssige forhold samt at højne dansk kirkemusikkultur.

§ 4
Denne målsætning søges bl.a. opfyldt ved:
- at udøve forhandlingsretten for alle stillinger under Dansk Kirkemusiker Forenings forhandlingsområde.
- at udøve forhandlingsret for ordinære medlemmer samt yde støtte til ordinære medlemmer i løn- og ansættelsesmæssige anliggender.
- at virke for medlemmernes faglige dygtiggørelse.
- at udgive "Dansk Kirkemusiker Tidende" på nettet som www.dkmt.dk for medlemmerne.

§ 5
Som ordinære medlemmer kan optages organister, kirkesangere, kirkekorsangere, andre musikere med tjeneste i Den danske Folkekirke (og valg- og frimenighedskirker) samt afløsere for nævnte kirkemusikere. Retten til ordinært medlemskab bevares, selv om der for en tid ikke eksisterer noget fast ansættelsesforhold.
Som ikke ordinære medlemmer kan optages forhenværende kirkemusikere og kirkemusikere fra andre kirkesamfund samt i øvrigt alle kirkemusikinteresserede.
Alle ordinære medlemmer har stemmeret og er valgbare til foreningens organer.
Foreningens vedtægter skal være tilgængelige på foreningens hjemmeside.

§ 6
Medlemskontingentet og genindmeldelsesgebyr fastsættes af hovedbestyrelsen.
Indmeldelse sker til sekretariatet. Ordinære medlemmer optages i den kreds, hvor man er ansat. Ikke ordinære medlemmer optages i den kreds, hvor man har bopæl.
Udmeldelse sker til sekretariatet. En udmeldelse skal være sekretariatet i hænde senest en måned før en betalingsperiodes udgang. Man betaler kontingent og er medlem frem til 30/6, hhv. 31/12.
Medlemmer, der ikke har betalt kontingent en måned efter den anden påmindelse, slettes af medlemslisten. 
Finder hovedbestyrelsen, at et medlem har udvist en optræden, der kan være til skade for foreningens formål og anseelse, kan hovedbestyrelsen, efter forud indhentet udtalelse fra det pågældende medlem samt stiftskredsen, ekskludere vedkommende.
Den til eksklusion indstillede har ret til fremmøde samt at komme til orde under det punkt på dagsordenen på et hovedbestyrelsesmøde, hvor eksklusionen afgøres.
Afstemningen skal være skriftlig. Afgørelsen sker ved almindeligt stemmeflerhed.
Hovedbestyrelsen kan efter indstilling fra en stiftskreds eller af hovedbestyrelsen udnævne et medlem til æresmedlem af foreningen. Æresmedlemmer betaler ikke kontingent. Ligeledes kan en kreds selv udnævne æresmedlemmer og afholde enhver udgift hermed.

§ 7
Foreningens organer.

I. Kredsene.
Foreningen består af fem kredse, kaldet Ålborg, Viborg-Aarhus, Ribe-Haderslev, Fyn samt København, Helsingør, Roskilde og Lolland-Falster stifter der udgør kreds Øst.
Såfremt én eller flere kredse midlertidigt ophører, består foreningen (indtil genoprettelse sker) af et tilsvarende lavere antal kredse.
Kredsene ledes hver især af en bestyrelse. Kredsenes vedtægter (og senere ændringer heri) skal tilgå og godkendes af lovudvalget, der forelægger disse for hovedbestyrelsen.
Kredsene har i indre forhold selvstyre. Finder en kreds det nødvendigt, kan denne opkræve et særskilt kredskontingent.

II. Hovedbestyrelsen
Hovedbestyrelsen er øverste myndighed og består af landsformanden og 1. næstformand samt seks medlemmer - to fra kreds Øst samt en fra hver af de øvrige kredse. Disse seks hovedbestyrelsesmedlemmer og deres respektive første og anden suppleant udpeges af kredsens bestyrelse for en periode på to år.
Landsformanden er formand for hovedbestyrelsen og vælges af hovedbestyrelsen ved almindeligt flertal for en toårig periode på et lige kalenderårs første hovedbestyrelsesmøde, der afholdes i 1. kvartal, jfr. forretningsordenens § 5. Forslag om landsformand skal tilgå hovedbestyrelsen senest med udgangen af kalenderåret forinden. 1. næstformand vælges efter samme princip, dog på ulige år. Forslagsstiller kan være hovedbestyrelsen, kredsene eller et medlem af foreningen. Forslag skal være underskrevet af mindst fem medlemmer samt være bilagt en erklæring fra den foreslåede om, at denne er villig til at modtage valg. Genvalg af landsformand og 1. næstformand kan finde sted. Såfremt en valgt landsformand og 1. næstformand i forvejen er kredsrepræsentant i hovedbestyrelsen, indtræder kredsens suppleant i hovedbestyrelsen for den pågældende periode.
Ved stemmelighed i hovedbestyrelsen er formandens stemme afgørende. Afstemninger er skriftlige, hvis blot et medlem af hovedbestyrelsen kræver det.
Hovedbestyrelsen er beslutningsdygtig ved et fremmøde på mindst 5 hovedbestyrelses-medlemmer.
Afgørelser træffes ved almindeligt flertal. Vedtægtsændringer kræver imidlertid mindst tre fjerdedeles flertal af de fremmødte hovedbestyrelsesmedlemmer.
Såfremt en kreds midlertidigt er uden bestyrelse, udpeger hovedbestyrelsen et hovedbestyrelsesmedlem og en suppleant for denne til varetagelse af kredsens interesser og medlemskab af hovedbestyrelsen. De pågældende fungerer i hovedbestyrelsen, indtil der er valgt en ny kredsbestyrelse.
Ved hovedbestyrelsesmødet i 1. kvartal konstituerer hovedbestyrelsen sig samt fastsætter sin forretningsorden. Hovedbestyrelsen nedsætter udvalg efter behov. Hovedbestyrelsen ansætter endvidere sekretariatsleder og regnskabsfører samt andre medarbejdere efter behov. Hovedbestyrelsen fastsætter honorarer og aflønning til disse samt til landsformand og 1. næstformand. Udbetaling af honoraret til formanden ophører ved dennes fratrædelse. Det samme gælder for 1. næstformand.
Ved hovedbestyrelsens møder føres en protokol, der udsendes på mail. Denne er godkendt, såfremt der ikke fremkommer rettelser inden fjorten dage fra udsendelsen, hvorefter den slås op på hjemmesiden. Sekretariatslederen deltager som protokolfører i hovedbestyrelsens møder uden stemmeret.
Såfremt et hovedbestyrelsesmedlem er forhindret i at deltage i et hovedbestyrelsesmøde, skal medlemmet videregive indkaldelsen til sin suppleant samt orientere landsformanden herom.
Udover hovedbestyrelsesmødet i 1. kvartal afholdes et møde i 3. kvartal samt efter behov, når formanden eller tre hovedbestyrelsesmedlemmer ønsker det.
Hovedbestyrelsen kan træffe beslutninger mellem hovedbestyrelsesmøderne gennem skriftlig korrespondance og/eller e-mail, hvis forholdene taler herfor.
Hovedbestyrelsen orienterer om sit arbejde på foreningens hjemmeside.
Hovedbestyrelsen kan i særlige spørgsmål lade foretage urafstemning. Beslutning herom træffes af hovedbestyrelsen ved almindeligt flertal.
Hovedbestyrelsen er ansvarlig for foreningens økonomi. Sekretariatet opkræver det samlede kontingent og sender løbende kredsenes andel til disses kasserere.  Første á conto afregning skal ske inden 1. april, anden afregning inden 1. oktober. Det reviderede og af hovedbestyrelsen godkendte regnskab meddeles på medlemssiderne på foreningens hjemmeside.
Regnskabsåret følger kalenderåret.

III. Tillidsrepræsentanter
Foreningens tillidsrepræsentanter vælges af kredsene, en fra hvert stift, og navnene opslås på hjemmesiden.
Hovedbestyrelsen skal sikre, at foreningens tillidsrepræsentanter får de nødvendige kvalifikationer.

§ 8
Der kan afholdes medlemsmøder og kurser. Vilkårene fastsættes af hovedbestyrelsen.

§ 9
Foreningen kan opløses, når hovedbestyrelsen på to hinanden følgende hovedbestyrel-sesmøder med mindst 3 ugers mellemrum vedtager dette ved afstemning. Ved begge hovedbestyrelsesmøder kræves et flertal på mindst tre fjerededele af de afgivne stemmer. Beslutter hovedbestyrelsen at opløse foreningen, skal forslaget til urafstemning, hvor den endelige afgørelse træffes ved almindeligt flertal af de afgivne stemmer.
Ved opløsning af foreningen overdrager hovedbestyrelsen foreningens aktiver til aktiviteter, der er i overensstemmelse med foreningens formål.

Foreningens vedtægter træder i kraft omgående og er vedtaget af hovedbestyrelsen den 26. september 2016.